
I tirsdags fik jeg min første tyske klausur tilbage. Rettet for fejl og med kommentarer. Det var en sejr for mig, da fejlene var minimale, og for det meste bare bestod af kommafejl (og tysk komma har jeg jo aldrig lært). Jeg siger jer - jeg har været høj over den klausur lige siden jeg fik den tilbage!
Havde skrevet om mit yndlingsemne - skole i DK sammenlignet med skole her. Min lærerinde syntes rigtig godt om hvad jeg har skrevet, og lod min skoleinspektør læse stilen også.
Der var kun en ting der undrede folk. Nemlig at jeg skriver med "trykskrift", altså ingen sammenhængende og fin skråskrift. "Tager det ikke lang tid at skrive så?", har min værtsmor spurgt. Og jo, det gør det, men så røg det ud af munden på mig, at jeg aldrig havde lært det, og at grunden til det var, at jeg ikke har brug for at kunne det, fordi vi altid skriver på computer. Også på UNI hvor jeg forestiller mig, at de studerende har deres bærbare computere med til forlæsningerne.
Men - og nu kommer mit spørgsmål til jer danskere - har jeg talt over mig? Eller har man i Danmark virkelig ikke brug for at kunne skønskrift? Jeg kan huske vi engang lærte det i folkeskolen, men af en eller anden grund blev det også afskaffet igen. Jeg mener: Når jeg bare sådan skriver for mig selv, kan jeg godt skrive sammenhængende, men det ser så grimt ud, at aldrig ville give sådan en tekst til min lærer.
Billedet er fra Münster. More to come!
8 kommentarer:
Til lykke med klausuren! Godt kæmpet!
Skråskrift? Ved ikke. Jeg har brug for at kunne sætte en underskrift, og den behøver ikke være læselig (den er det i hvert fald ikke), men den måtte nok gerne være kønnere end den jeg sætter. Jeg lærte også skråskrift i skolen, jeg kan ikke huske hvorfor jeg gik fra den igen, min kammerater holdt da fast ved deres. I dag skriver også jeg med trykte bogstaver når jeg skriver i hånden. Og jeg skriver i hånden: noter, personlige breve. I sjette klasse fik vi også lejlighed til at lære formskrift, en mere opretstående sammenbundet skrift, men den bed jeg aldrig på, jeg syntes to slags var rigeligt.
Da jeg underviste på uni, var det de færreste af de studerende der havde computer med til forelæsningerne, men det er klart accepteret at have. Men det var selvfølgelig også tilbage i 2006 :-)
Tysk komma, er det ikke stort set lige som det grammatiske komma jeg lærte i skolen? Jeg har i hvert fald hørt det omtalt sådan. Så ved jeg ikke hvad du har lært i skolen. Og hvis jeg skulle skrive klausur, tror jeg også jeg de første gange ville fokusere på de rigtige kasusser og andre bøjninger og glemte stort set alt om kommaer. Måske, kan du komme efter det en anden gang hvis du kender grammatisk komma fra Danmark.
Tillykke. Det er super godt klaret.
Jeg har heller aldrig skrevet særlig pænt. Man skal jo bare kunne læse sine egne noter.
Dem jeg kender som går på uni, især går de på RUC, bruger deres bærbare ekstremt meget i undervisningen. Det er ikke unormalt for dem at have bærbar med til undervisningen - det er dog meget afhængigt af studiet. Mit billede er at mange af dem som studere samfundsvidenskabelig basis bruger det ret meget. De slæber i hvert fald altid rundt på deres bærbar.
Smil,
Kusinen.
Hey yo søs!
Dejligt med din klausur... Endelig et emne du kunne skrive en masse om. At du var dygtig er jeg ikk så overrasket over :)
Som de andre vil jeg også kommentere på skråskriften... Og jeg vil gerne give dig helt ret, skråskrift er så noget man lærer på privatskoler fordi det virker sofistikeret, men udover det kan jeg ikke se den store nytte. At skrive læseligt burde der lægges langt større vægt på. Dea, fra min klasse, skriver skråskrift, og det ser smukt ud, men det kunne lige så godt være på arabisk, jeg kan i hvert fald ikke læse det.
Jeg sidder lige og taler med Eva om det, og vi er nået frem til, at håndskrift prøver de fleste - især piger - at lære i en pæn version i skolen. Men vi bliver mere og mere dovne, får mere og mere travlt, når vi skriver og har efterhånden færre skønskriftlærere, der interesserer sig for det. Og derfor skriver vi efterhånden mere og mere ulæseligt.
Som et kuriosum kan jeg huske, at min mor LÆRTE sig formskrift, fordi ingen af os kunne læse hendes skråskrift.
Så egentlig tror jeg ikke, det er et spørgsmål om, hvilken skrift vi lærer. Jeg har lært både skråskrift og formskrift, men skriver i dag bare rodet. Undtagen når jeg tager mig sammen og skriver til den indre skønskriftlærer :-)
Du har da lige fået sat den store internetdebat om skråskrift i gang, Anne :-)
Nu vi er i gang med det internationale perspektiv: Jeg kommer i tanke om, jeg ved ikke om det stadig gælder, men det er altså få år siden jeg fik at vide at hvis du skal søge et job i Frankrig, skal du skrive din ansøgning i hånden. Så kan arbejdsgiveren nemlig bede en grafolog udtale sig om din personlighed. Jeg ville mene at grafologen sagtens burde kunne udtale sig ud fra trykte bogstaver ("aha, én der er god til computer ..."), men hvad ved jeg om det?
Interessant at høre jeres kommentarer! Tak for dem! Facit må være at jeg godt kan overleve min skoletid (i Danmark i hvert fald) uden at kunne skrive skønskrift, bare jeg har min bærbare computer ;-)
Har i denne uge øvet en del tysk komma. Fandt dog rimelig hurtigt ud af, at jeg heller ikke har lært at sætte det danske komma perfekt - så det har jeg sat mig for at lære. Som du siger Ole, ser det ud til at de fleste regler er ens på dansk og tysk!
Sætte det danske komma perfekt? Det er der ingen der kan :-) God arbejdslyst med det tyske.
Send en kommentar