Man trifft sich immer zweimal im Leben

Billeder fra Berlin! Byen var ikke helt som forventet, kan egentlig ikke rigtigt forstå den hype der er omkring den, men måske man bare skal kende den bedre. Det var en super god uge, men den slår nu ikke introugen i Hamburg.
Nogle af billederne kræver måske en forklaring... Nummer 1 er fra S-Bahn, hvor vi alle leger en af YFUs mange lege (dvs. bevæge sig underligt og syge højt på tysk). Billede nummer 4, er en tekst fra en pige fra Kina. Jeg synes det er utrolig sjovt at se, at det ord som "lahm" bliver oversat til "lam" på dansk, men et mærkeligt (og uforståeligt, for mig) tegn på kinesisk!
Billede 5 er et skilt med nogle af Berlins venskabsbyer. Læg mærke til Gladsaxe :-)
Det sidste billede har ikke så meget med Berlin at gøre, det er egentlig fra min første uge i Hamborg (her på billedet sammen med en pige fra Finnland og en fyr fra Norge). Vi mødtes alle tre den lørdag jeg tog hjem fra Berlin. Einfach prima!

Det var måske lidt naivt at tro, at ugen med YFU i Berlin ville blive en uge helt uden snak om fremtid og skole. Det var der selvfølgelig en masse af. Jeg ved ikke rigtigt om det var positivt eller negativt. Jeg blev i ret dårligt humør over det, men det er på den anden side meget godt at snakke om.
I dag skrev jeg min tyske klausur nummer 2 med. Det var i pædagogik, og gik heldigvis meget bedre end forventet. Jeg skal også skrive klausur i faget "tysk" på tirsdag, og har fået min lærerinde til at lave en speciel opgave til mig, så jeg er meget spændt.
Og angående skolen i Danmark, har jeg fundet tre forskellige artikler på politiken.dk, som understøtter mine tanker om skolen rigtig godt. Der er vist ikke en skole i Danmark som vil passe helt perfekt på mig (endnu).

Welche Fähigkeiten ich (nicht) habe

Billedet er fra en fantastisk koncert jeg var til for et par uger siden i Münster. Med det danske band Efterklang. Simpelthen fortryllende.

I dag havde jeg min første tyske klausur (prøve). Alle omkring mig mente jeg skulle prøve at skrive med (undtagen mig selv, men jeg var jo desværre i mindretal). I går var jeg vildt nervøs, men i morges glædede jeg mig faktisk. Var spændt på at se hvor meget jeg kunne og hvordan sådan en prøve ville forgå. Min lærer havde bedt mig om at købe et skrivehæfte, for han ville ikke tage imod løse stykker papir (og vi skal jo skrive i hånden). Faget var Sowi, altså en blanding af samfundsfag og økonomi.
Mit hæfte er stadigvæk tomt. Jeg var til prøven, men efter tre kvarter gav jeg op. Teksten var 30 år gammel, vildt underligt formuleret, og de ord jeg ikke forstod, og som jeg så slog op i ordbogen, forstod jeg heller ikke på dansk. Jeg følte mig virkelig sølle. Jeg mener, jeg ville gerne bare have prøvet. Bare have skrevet et par sætninger, ikke mindst for at vise min lærer at jeg da i hvert fald havde gjort et forsøg.
Og jeg kan jo godt skrive tysk, jeg kan godt forstå hvad vi snakker om i timerne, men jeg har jo næsten ikke lært hele sidste halve år. Jeg forstod også godt spørgsmålene i dag, men jeg kunne ikke svare.

Egentlig er det ligemeget, for jeg får alligevel ikke karaktere, men for mig personligt er det altså ikke helt ligemeget. Som modvægt til alt det negative...
Jeg var i søndags til en udstilling i Münster, med projekterne fra alle de grafiske designere der netop er blevet færdige på universitetet. Det var en utrolig fed udstilling, og jeg var helt som i en anden verden! Jeg er vild med sådan noget! Design, detaljer, foto, arkitektur, idéudvikling, typografi, farver, layout, struktur etc... Og i går var jeg til et foredrag på uni, om studieområdet "design", med vægt på grafisk design. Jeg har tænkt mere over det, og er egentlig ikke i tvivl længere, om at det er noget i den stil jeg gerne vil. Det er også pludselig gået op for mig, hvor meget jeg rent faktisk har beskæftiget mig med det i mine yngre år, og at det typisk er i netop det område, at jeg har fået de store succesoplevelser, og der jeg har haft det sjovest.
Men der er især en ting der holder mig lidt fra at gå i den retning. Det er noget jeg vil have det sjovt med - men gør det en forskel i samfundet? Jeg er bange for, at jeg pludselig ikke ville kunne se meningen i mit arbejde. Der er rigtig mange af de unge tyskere jeg har snakket med, som fx vil studere medicin eller biokemi, eller være lærer på en skole med handicappede. Altså erhverv som der virkelig er brug for, og som hjælper andre mennesker. Og så vil jeg være designer! Det virker så overflødigt. De fortalte til fordraget i går, at de hvert år får cirka 300 ansøgninger, men at de kun har 40 pladser. Det siger noget om, at det altså ikke er et erhverv, som virkelig mangler folk. Og at man skal være rigtig dygtig, før det nytter noget. Jeg er nu alligevel meget glad for, at jeg har mindst tre år endnu, inden jeg rigtigt skal beslutte mig.

På lørdag tager jeg til Berlin med YFU. Jeg vil give mig selv fri fra at tænke på fremtid, skole, klausurer og faglig færdighed - for den uge skal altså bare nydes, da jeg har glædet mig i så lang tid nu.